Kirkens 5 værdier

Som kirke har vi valgt at nedskrive 5 konkrete værdier, som vi ønsker at forfølge som menighed og som enkeltpersoner. Det er nogle meget store mål, som er alt for store for os, hvis vi skulle klare dem i egen kraft, men vi har en meget stor Gud, og det er i hans enorme styrke og ved hans trofaste hjælp, at vi vil nå vores mål. 

 

De 5 værdier for Assentoft Frikirke

1) Guds nærvær

Vi ønsker, at Guds mærkbare nærvær i og over vores liv som enkeltpersoner og som menighed, skal være vores største attraktion. Med andre ord, at mennesker må møde den levende Gud, når de møder kirken. Vi forventer, at mennesker vil blive helbredt, genoprettet, forvandlet og sat fri i Guds nærvær, fordi det er det, Gud gør, hvis vi giver ham plads til at være den, han er.

Bibelvers til Guds nærvær

Matt 18,20: ”For hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem.”

Åb 3,20: ”Se, jeg står ved døren og banker på; hører nogen mig og åbner døren, vil jeg gå ind til ham og holde måltid med ham og han med mig.”

Salme 16,11: ”Du lærer mig livets vej, du mætter mig med glæde for dit ansigt, du har altid herlige ting i din højre hånd.”

2 Mos 33,15-16: ”Moses svarede: »Ja, hvis du ikke selv går med, skal du ikke føre os op herfra. Og hvordan kan man overhovedet vide, at jeg og dit folk har fundet nåde for dine øjne, medmindre du går med os, og jeg og dit folk bliver begunstiget frem for alle andre folk på jorden?« ”

Matt 28,18-20: ”Og Jesus kom hen og talte til dem og sagde: »Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.«

 

2) Forvandling

Vi ønsker at være et levende fællesskab, hvor hver enkelt person vokser og forandres gennem livsforvandlende møder med Jesus og andre mennesker. Vi vil give hinanden plads til at være skrøbelige og sårbare, så alle kan være sig selv, men vi vil samtidig være modige og kærlige, så vi hjælper hinanden til at vokse og modnes. Vi vil vandre sammen i dybe, meningsfulde relationer, så vi kan hjælpe hinanden til at se, hvad Gud ser i den enkelte.

Bibelvers til Forvandling

Rom 12,1-2: ”Så formaner jeg jer, brødre, ved Guds barmhjertighed, til at bringe jeres legemer som et levende og helligt offer, der er Gud til behag – det skal være jeres åndelige gudstjeneste. Og tilpas jer ikke denne verden, men lad jer forvandle, ved at sindet fornyes, så I kan skønne, hvad der er Guds vilje: det gode, det som behager ham, det fuldkomne.”

2 Kor 3,17-18: ”– »Herren« er Ånden, og hvor Herrens ånd er, dér er der frihed. Og alle vi, som med utilsløret ansigt i et spejl skuer Herrens herlighed, forvandles efter det billede, vi skuer, fra herlighed til herlighed, sådan som det sker ved den Herre, som Ånden er.”

Ef 2,10: ”For hans værk er vi, skabt i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud forud har lagt til rette for os at vandre i.”

Gal 5,22-23: ”Men Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse. Alt dette er loven ikke imod!”

Joh 15,7-8: ”Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, så bed om, hvad I vil, og I skal få det. Derved herliggøres min fader, at I bærer megen frugt og bliver mine disciple.”

 

3) Gæstfrihed

Vi ønsker at være en kirke, som byder velkommen og lukker mennesker ind i vores liv og ind i vores fællesskab. Den fremmede er et værdifuldt menneske som jeg endnu ikke har lært at kende. Vores grundholdning er: Alle har værdi, uanset køn, nationalitet og trosmæssige tilhørsforhold, og fortjener at blive modtaget med respekt og kærlighed.

Bibelvers til Gæstfrihed

Rom 12,13: ”Vær med til at hjælpe de hellige, når de har behov for hjælp. Læg vægt på at være gæstfrie.”

3 Mos 19,34: ”Den fremmede, der bor som gæst hos jer, skal være som en af landets egne, og du skal elske ham som dig selv. I var jo selv fremmede i Egypten. Jeg er Herren jeres Gud!”

1 Pet 4,8-10: ”først og fremmest skal I holde fast ved den indbyrdes kærlighed, for kærlighed skjuler mange synder. Vær gæstfrie mod hinanden uden tværhed. Som gode forvaltere af Guds mangfoldige nåde skal enhver af jer tjene de andre med den nådegave, han har fået.”

Es 58,6-8: ”Nej, den faste, jeg ønsker, er at løse ondskabens lænker og sprænge ågets bånd, at sætte de undertrykte i frihed, og bryde hvert åg; ja, at du deler dit brød med den sultne, giver husly til hjemløse stakler, at du har klæder til den nøgne og ikke vender ryggen til dine egne. Da skal dit lys bryde frem som morgenrøden, og dit sår skal hurtigt læges; din retfærdighed går i spidsen for dig, og Herrens herlighed er bag dig.”

Matt 25,34-36: ”Da skal kongen sige til dem ved sin højre side: Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt. For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig.”

 

4) Helhjertethed

Vi ønsker at elske Gud og andre mennesker af hele hjertet, fordi vi vil elske, som Gud elsker os. Helhjertet, nærværende, nådigt, tålmodigt og lidenskabeligt. Vi lægger vægt på at fejre livet som en gave, og vi vil sammen skabe et fællesskab, hvor vi fejrer og ærer det, som Gud har lagt i den enkelte.

Bibelvers til Helhjertethed

Luk 10,27: ”Manden svarede: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv.«”

Kol 3,23-24: ”Hvad I end gør, gør det af hjertet – for Herren og ikke for mennesker. I ved jo, at I af Herren skal få jeres arv til gengæld. Tjen Kristus, vor Herre.”

2 Krøn 16,9a: ”For Herrens øjne spejder ud over hele jorden, så han kan vise sin styrke og hjælpe dem, der helhjertet er med ham.”

Jer 29,13: ”Søger I mig, skal I finde mig. Når I søger mig af hele jeres hjerte,”

Luk 6,35: ”Men elsk jeres fjender, gør godt og lån ud uden at håbe på at få noget igen. Så bliver jeres løn stor, og I bliver den Højestes børn, for han er god mod de utaknemlige og onde.”

 

5) Gavmildhed

Vi ønsker at være en generøs kirke, som deler ud af det, vi har fået betroet. Penge, evner og tid er alt sammen noget, vi er sat til at forvalte, til gavn for vores næste. Vi ønsker at investere lokalt og globalt i menneskers udvikling og frelse, fx ved involvering i lokalsamfundet og i ydremission.

Bibelvers til Gavmildhed

1 Joh 3,17: ”Den, der har jordisk gods og ser sin broder lide nød, men lukker sit hjerte for ham – hvorledes kan Guds kærlighed blive i ham?”

Luk 6,38: ”Giv, så skal der gives jer. Et godt, presset, rystet, topfyldt mål skal man give jer i favnen. For det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med.«”

ApG 20,35: ”Jeg har vist jer, at ved at arbejde sådan bør man tage sig af de svage og huske på de ord, Herren Jesus selv sagde: ›Det er saligere at give end at få.‹ «”

Matt 6,21: ”For hvor din skat er, dér vil også dit hjerte være.”

2 Kor 9,6-7: ”For husk, at den, der sår sparsomt, skal også høste sparsomt, og den, der sår rigeligt, skal også høste rigeligt. Men enhver skal give, som han har hjerte til – ikke vrangvilligt eller under pres, for Gud elsker en glad giver.”