Hvad tror vi på?

Vores menighed er bygget på klassisk nytestamentlig kristendom, som den beskrives i det Nye Testamente. Vi tror på, at Jesus både var og er og har altid været Guds egen Søn, og at han kom til jorden for 2000 år siden for at demonstrere, hvem Gud er og for at dø på et kors i vores sted. Dette er de bedste nyheder, som nogensinde er blevet givet til menneskeheden, og de omtales derfor som evangeliet (det betyder “gode nyheder” på græsk). Evangeliet er ifølge Bibelen de “gode nyheder” om, at Gud tager imod alle mennesker og ønsker fællesskab med os baseret på hans unikke frelsesplan. Han rækker ud til os igennem Jesus Kristus, som han sendte for at købe os fri fra syndefaldet og dets konsekvenser – ved at han gav sit liv for os og påtog sig vores synder og vores straf. 

Igennem troen på Jesus Kristus har vi fået mulighed for at leve sammen med Gud; både i vores tid på jorden og på den anden side af døden. Dette er ikke bare teori og ønsketænkning for os. En fællesnævner for hele menigheden er, at vi alle på et tidspunkt i livet personligt har erfaret virkeligheden af Guds godhed og nåde. At han rent faktisk har tilgivet os for alle vores synder og at han har givet os en helt ny start på tilværelsen, hvor vi ikke længere er adskilt fra Gud pga. syndefaldet, men har fået kontakt til Gud som en kærlig og nærværende himmelsk far. Vi tror på, at han vil gøre det samme for alle mennesker, hvis blot de vil tage imod denne gave. 

Bibelsyn

I Assentoft Frikirke har vi det grundlæggende syn på Bibelen, at den er inspireret og givet til os af Gud. Rent praktisk betyder dette, at vi tror, at dens forskellige menneskelige forfattere er blevet ledt og inspireret af Guds Ånd – Helligånden – til at nedskrive Guds egne tanker og ideer til os. Vi tror på, at Bibelens forskellige bøger, både de 39 bøger fra det Gamle Testamente og de 27 bøger fra det Nye Testamente, hver især har en sådan gudgiven kvalitet over sig, at de indeholder livsforvandlende åbenbaringer og sandheder om Gud og hans tanker for os mennesker. Derfor omtaler vi også Bibelen i sin helhed som Guds Ord.

Alt dette betyder dog ikke, at vi kan bruge Bibelen til at sige, hvad som helst, vi måtte ønske, at den skulle sige, ved at håndplukke nogle enkelte vers og læse dem ude af sammenhæng. For vi tror også på, at Bibelen skal læses ud fra sin historiske kontekst (med inddragelse af faglig viden fra historiske, sproglige og kulturelle studier). Vi anvender princippet om, at “skrift forklarer skrift” og at “summen af Guds ord er sandheden” og forsøger at holde os inden for den tolkning, der er rimelig i en given helhed. Her anlægger vi det perspektiv, at vores liv, lære og praksis altid skal stemme overens med det centrale i det nye testamente, og vi fremhæver Jesus som vores store forbillede i at udlægge Bibelens sandheder på den rigtige måde. 

Kirkens Trosbekendelse

Vi tilslutter os 100 % den såkaldte Apostolske trosbekendelse, som blev nedskrevet af kirken for længe, længe siden – for at udtrykke de vigtigste sandheder fra Bibelen. 

Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen.
Vi tror på Gud Fader, den Almægtige, himlens og jordens skaber.
Vi tror på Jesus Kristus, hans enbårne Søn, vor Herre, som er undfanget ved
Helligånden, født af Jomfru Maria, pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og
begravet, nedfaret til dødsriget, på tredje dag opstanden fra de døde, opfaret til
himmels, siddende ved Gud Faders, den Almægtiges, højre hånd, hvorfra han
skal komme at dømme levende og døde.
Vi tror på Helligånden, den hellige, almindelige kirke, de helliges samfund,
syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv.

Vi har følgende kommentarer til trosbekendelsen:

  • Vi tilslutter os treenighedsforståelsen om Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd og mener, at aktiv brug af nådegaver er et centralt udtryk for nytestamentligt menighedsliv.
  • Vi tror på, at kirken som Guds redskab her i verden skal formidle enhed og forsoning. Vi tilhører Gud og vi skal derfor være til rådighed for Ham i tjeneste og tilbedelse. Vi er et udvalgt og særligt udrustet folk, hvor vores primære opgave er at formidle budskabet om Guds kærlighed og frelse i Jesus Kristus til alle mennesker.
  • Vi tror, at hele Bibelen er inspireret af Gud. Den åbenbarer Hans væsen og relation til mennesker. Vi har et klassisk bibelsyn og mener, at skriften, som øverste autoritet, er rettesnor for undervisning og vejledning i kirke og hverdag.
  • Vi mener, at dåb forudsætter bekendelse om omvendelse og tro på Jesus Kristus som Herre.
  • Vi tror, at Gud har sat tjenestegaver i kirken til at opbygge og udruste de hellige, således at alle kan tjene med sine nådegaver og i sin Gudgivne drøm.